M/S Museet for Søfart

Afstand fra København 45 min ~ 50 km
Område Nordsjælland
Nærmeste by Helsingør
Adresse Ny Kronborgvej 1, 3000 Helsingør
Åbningstider Juni: Tirsdag - søndag kl. 11–17. Juli: Alle dage.
#kultur #picnic #frokost #historie #museum #børnevenligt #vand

Sejl ud i verden ved at gå under jorden. Besøg Bjarke Ingels og BIG’s genistreg af et museum bygget under jorden i en gammel tørdok lige ved Kronborg. Det giver en særlig stemning at opleve Danmarks tusind år som søfartsnation, mens man befinder sig langt under havets overflade.

Nyd maden fra museets café i bunden af tørdokken med udsigt til de enorme betonvægge, eller tag en gåtur til Kadetten, den økologiske café i den historiske Sekundløjtnantskole på volden ved Kronborg Slot. Her frister de med eget bageri og krydderurter fra de små soldaterhaver.

Vidste du?
Kronborg Slot og en stor del af omgivelserne er klassificeret som Verdensarv af FN-organisationen UNESCO. M/S Museet for Søfart er underjordisk for ikke at konkurrere med udsigten til Kronborg og slottets volde og bastioner.

Insider
Tæt på M/S Museet for Søfart skal I hilse på Helsingørs skinnende ’bror’ til Den Lille Havfrue. ’HAN’ er skabt af kunstnerduoen Elmgreen & Dragset. HANs spejlblanke øjne blinker med ujævne intervaller – har I tålmodighed til at vente og få hele oplevelsen med?