Møns Klint

Afstand fra København 110 min ~ 140 km
Område Møn
Nærmeste by Magleby, Møn
Adresse Geocenter Møns Klint, Stengårdsvej 8, Borre
Åbningstider Mandag – søndag 11 - 17
#natur #picnic #frokost #historie #museum #børnevenligt #vand #videnska

Knap to timers køretur fra København kan I opleve nogle af naturens mest ekstreme kræfter.

Møns Klint er vild og rå natur i konstant forandring. Havet æder uafladeligt af de hvide kridtklinter og skaber et landskab, som man ikke forventer at finde i flade Danmark. Det hvide kridt brydes af sorte striber af flint, der viser, hvordan den seneste istid har skrællet op til 50 meter tykke kridtlag af og æltet det hele rundt imellem hinanden, så de sorte striber går på kryds og tværs.

Det hele ses bedst fra vandsiden, men pas på, for der falder jævnligt store stykker af klinten – følg de anviste stier!

Vidste du?
Klinten er fyldt med fossiler af de dyr, der svømmede rundt i kridttidens hav, og I kan finde dem i de kridtstykker, der jævnligt falder af klinten og ned på stranden. Geocenter Møns Klint, der ligger ved parkeringspladsen, er absolut et besøg værd med masser af interaktive udstillinger.

Vidste du?
I Møns Klint er der også en linje af mørkt materiale, kaldet fiskeler. Linjen markerer en hændelse for 65 millioner år siden, hvor en kæmpemeteor ramte jorden og udslettede to tredjedele af alt liv – blandt andet de enorme dinosaurer. Fiskeleret indeholder store mængder af grundstoffet iridium, som findes i høje mængder i en særlig type meteoritter, men er meget sjældent på jorden.