Fortab jer i en pragt og storhed, vi ellers ikke er vant til i Danmark. Frederiksborg Slot er komplet overvældende både indenfor og udenfor. Selve slottet ligger midt i en sø, og I kommer frem til det via snævre gyder og en bro, indtil den kæmpe slotsplads pludselig åbner sig. Indenfor venter yderligere pragt, men brug også tid på at opleve slottets have.
Barokhaven med de snorlige hække og stier blev designet i 1700-tallet og genskabt i 1990’erne. Som det var på mode dengang, er den anlagt i terrasser med bassiner og springvand, der falder i niveau frem mod slotssøen. Og som det også var på mode i barokken, er der naturligvis snydt med linjerne og perspektivet, så haven ser ekstra stor og imponerende ud fra slottets vinduer.