Felix Smith anbefaler:
Restaurant Salig Simons Gaard

Om Felix Smith
Storcharmerende radio- og tv-vært kendt fra både TV 2 og Danmarks Radio. 

Hvad er Salig Simons Gaard?
Det er en restaurant, der ligger på en gammel bondegård. Præcis som man forestiller sig, at bondegårde ser ud på Fyn. Det er et hyggeligt sted, og de er blandt andet kendte for at lave tærter – altså ikke sådan nogle kagetærter, men rigtige tærter! Det er klassisk fransk bistro i Svendborg, og det er hele køreturen værd. Hvis man vælger landevejene, så vækker den her tur fra Odense til Svendborg desuden minder om ‘det gamle Danmark’. Der er masser af bondegårde og marker, og alt sammen ser sådan meget Morten Korch-idyllisk ud.

Hvad kan man ellers opleve på turen? 
Der er masser af loppemarkeder undervejs, så hvis du er til den slags, er det godt med et rigtig stort baggagerum. Der er gode muligheder for at finde gode gårdvarer og fine loppefund. Der er generelt mange steder, man lige kan stoppe op og handle lidt. Og så skal der hovedregnes lidt og betales med MobilePay. Det er enormt hyggeligt. 

 

Hvad får du ud af en sådan tur ud af byen? 
Det er dejligt at give bilen nogle forskellige veje at køre på. En masse sving og bakker, som man kan underholde sig med. Med måde, selvfølgelig. Jeg kan godt lide at dreje fra motorvejen og komme ud på de dér mindre veje, der hvor det svinger lidt. Når man kommer ud af byen, er der heller ikke så meget trafik. Det kan være dejligt at have vejene lidt for sig selv.

Afstand fra Odense 50 km ~ 38 min
Område Sydfyn
Nærmeste by Svendborg
Adresse Brogade 37A,
5700 Svendborg
#frokost #natur
#børnevenligt #historie

Restaurant Salig Simons Gaard
Der er dømt klassisk fransk bistro med et
tvist, når du træder ind ad døren til Salig Simons Gaard, der holder til i et bindingsværkshus fra 1600-tallet. I dag huser den rødkalkede gård med den skæve port både et glasblæseri, en cafe og butik samt ikke mindst en bistro. 

Insider
Du skal ikke snyde dig selv for den velsmagende løgtærte, der er lavet med knassprød butterdejsbund, løgcreme og lufttørret landskinke
, ledsaget af en lille salat med trøffelvinaigrette. Samt en god håndfuld groftrevet parmesan.

Vidste du?
Salig Simons Gaard har faktisk en storesøster. Hun bor også i Svendborg og hedder Resumé. Hun er optaget af at bryde med forestillingen om, at
fine dining skal være dyrt og med næsen i sky. På Resumé får man et kurateret resumé af det klassiske køkken og de nyeste madtendenser i én forudbestemt løsning per aften. Slut med de svære valg. 

Andre ture ud af Odense