Brian Holm anbefaler:
Café Sylten i Dragør

Om Brian Holm
Kendt som professionel cykelrytter, sportsdirektør, foredragsholder mm. Med syv gennemførte Tour de France i benene er Brian Holm en af de mest ikoniske danske cykelryttere nogensinde.
Herudover er Brian Holm også aktiv som podcaster, og du kan blandt andet høre mere under titlen “Radio Godefroot”.

Hvad er Café Sylten for et sted? 
Det er en kaffebar, en isbod, en grillbar, og der er smørebrød. Alt samlet et sted. Sylten er hyggelig, og det koster ikke en bondegård at spise her. Man kan komme, som man er og behøver ikke tage søndagstøjet på her for at spise en fiskefilet! Til dagligt bor jeg på Frederiksberg, og nogen gange er det rart med noget, der er mindre højtideligt. Noget der er lidt mere afslappet. Ja, og så kan man se vand - man kan se Øresundsforbindelsen og Dragørfortet. Min familie bor tæt på, så jeg drikker af og til en kaffe på Sylten med min far eller en af mine brødre - det er en super måde at vende stort og småt.

Du er født og opvokset på Amager? 
Ja, jeg kommer herude fra - og min familie bor her. Jeg har nogle brødre, der stadig bor her. Og min far bor her. Det er ude på landet - selvom man er i byen. Her er grønt, der er stille og roligt. Det minder mig lidt om den gamle danske film “En Søndag paa Amager”. Og Amager minder mig om cykelsport. På Englandsvej, der går fra Amagerbrogade til Dragør, satte jeg for eksempel Danmarksrekord i 10 km enkeltstart tilbage i august 1982. Den gang cyklede jeg for Amager CK. Kongelunden minder mig også altid om cykelsport. 

Fortæl lidt om Kongelunden…? 
Når jeg tænker på Amager, så er Kongelunden det første, jeg kommer i tanke om; her er skov, her er grønt. Da jeg var knægt, tog jeg til Kongelunden på skovtur med min mormor og morfar. Det var en dagsrejse at komme derud. Men når man kom inde fra byen, så var det et fristed. Det er herude, jeg er på hjemmebane. Og min egen søn på 15 år kører herude og træner nu - næsten samme rute, som jeg kørte dengang.

Afstand fra København 15 km ~ 35 min
Område Amager
Nærmeste by Dragør
Adresse Søndre Strandvej 50,
2791 Dragør
Åbningstider Mandag-fredag kl. 12.00 - 22.00
Lørdag kl. 11.00 - 22.00

Søndag kl. 11.00 - 21.00
#frokost #vand
#natur #action

Liggende dér i de fredede strandenge i Dragør finder du Café Sylten, der gør sig i kaffe, mad og ikke mindst høflig betjening. Og så er der masser af udsyn at fortabe sig i - for eksempel udsigt til Øresundsbroen og Dragørfortet. Indimellem kan man også få øje på en kitesurfer i horisonten. Eller en skarv, der ryster vingerne. 

Serveringerne kan konsumeres både ude og inde, og viser vejret sig fra sin dårlige side, kan man finde varmen i pejsestuen.

Insider
Vi er i overført betydning langt væk fra Café Victor og Promenaden på Frederiksberg.
Café Sylten er et
uhøjtideligt spot. Og ifølge Brian Holm, som har givet dette tip til denne guide, behøver man ikke iklæde sig søndagstøjet her, men blot komme, som man er. Atmosfæren på Café Sylten er afslappet, og de gør sig også i takeaway, hvis man foretrækker at tage maden med hjem.

Vidste du? 
Ifølge kitesurfere er Sylten et glimrende lavvandet alternativ til for eksempel Sydvestpynten. Der er desuden fine parkeringsmuligheder, og den vindblæste hobby kan kombineres med tavleretten på Café Sylten, der for eksempel kan være Beef Casserole med grov kartoffelmos eller Pad Thai med rejer.

Andre ture ud af Lyngby/København